En krig løser ikke altid problemerne. Dette er seksdageskrigen i 1967 et godt eksempel på. Ganske vist fik Israel demonstreret sin militære overlegenhed over sine arabiske naboer. Men krigen ændrede ikke på den kendsgerning, at en stor palæstinensisk befolkningsgruppe stod uden land.
Forhistorien
Statsdannelser i moderne forstand fandtes kun i begrænset omfang i Mellemøsten før Anden Verdenskrig. Og Palæstina var ikke nogen rigtig stat men mere et britisk interesseområde. I forhold til senere hen var landet tyndt befolket. Der boede både arabere og jøder. Kun sjældent medførte dette konflikter.
Som følge af jødeforfølgelserne under anden Verdenskrig slog mange zionister sig imidlertid ned i området efter krigen. Samtidigt trak englænderne sig ud af regionen. Dette havde konsekvensen, at omkring 900.000 arabere blev fordrevet, samt i at staten Israel i 1948 blev oprettet.
Straks fra begyndelsen af var der konflikter mellem den nye stat og dens arabiske naboer. Men under Suezkrisen i 1956 demonstrerede israelitterne en militær overlegenhed i forhold til nabostaterne ved at trænge ind på Sinaihalvøen, hvor de nedkæmpede de ægyptiske forsvarsstillinger.
Som følge af international indblanding trak Israel sig imidlertid tilbage igen, hvorefter FN-soldater blev stationeret i området til at holde parterne adskilt. Dette medførte en forholdsvis fredelig periode i de nærmeste år fremover.
Men rundt omkring i Mellemøsten var der i forhold til tidligere ved at opstå en følelse af arabisk enhed. Desuden udgjorde de mange palæstinensiske flygtninge i nabolandene fortsat et problem.
Forberedelse til krig
Inspireret af blandt andet guerillakrigen i Vietnam forberedte palæstinenserne sig i løbet af 1960erne på bekæmpelse af staten Israel. I 1964 oprettedes PLO, og året efter begyndte kamporganisationen al Fatah under ledelse af Yassir Arafat at foretage sabotage i selve Israel.
Desuden affyrede syrisk artilleri i Gullanhøjderne efterhånden ofte skud ind over israelsk område. Dette medførte, at syriske og israelske jagerfly i april 1967 kom i åben ildkamp.
For at støtte Syrien sendte Ægypten i maj samme år store troppestyrker gennem Sinaiørkenen mod Israels grænse. Samtidigt bad ægypterne FN om at trække sine folk ud af området, hvilket organisationen efterkom.
Jordan ville ikke stå tilbage for de andre arabiske magter og indgik derfor den 30. maj en forsvarspagt med Ægypten. Krigen var tilsyneladende uundgåelig. Det trak op til en arabisk invasion af Israel.
Seksdageskrigen
Krigen brød ud den 5. juni 1967. Den begyndte ved, at det israelske luftvåben bombede og tilintetgjorde stort set alle nabolandenes militærfly, inden disse kom på vingerne.
Samtidigt rykkede jordstyrker frem på flere fronter. Hæren gennemtrængte Sinaiørkenen og nåede Suezkanalen den 9. juni. Imedens besatte andre styrker Vestbredden af Jordanfloden og andre igen invaderede de syriske Golanhøjder.
Krigen tog alt i alt seks dage og var til ende den 10. juni. Da havde Israel nedkæmpet alt modstand. De arabiske folkeslag havde lidt et knusende militært nederlag.
Israel havde mistet 766 soldater under krigen. De arabiske tabstal blev aldrig offentliggjort, men var langt større. Dertil kom mange tilfangetagende.
I løbet af de seks dage krigen varede, erobret Israel et område, som var fire gange større end landet selv. Størst gevinst var det dog, at Israel nu kontrollerede hele Jerusalem. Hidtil havde kun Vestjerusalem tilhørt jøderne.
Erobringen var imidlertid også lidt af en pyrrhussejr. Selvom Sinaihalvøen hurtigt blev rømmet, boede der på den øvrige besatte jord omkring en million arabere. Israels håndtering af denne befolkning har siden hen været et af områdets største problemer.
Ligeledes for den øvrige verden fik krigen konsekvenser. Suezkanalen blev lukket for alt skibstrafik. Først i 1975 blev sejladsen genoptaget.
Seneste opdatering: December 2018