Den sorte aktivist Nelson Mandela var en af de centrale bekæmpere af det hvide apartheid-styre i Sydafrika. I 1962 blev han taget til fange af politiet, og to år senere dømtes han til livsvarigt fængsel.
Forhistorien
Nelson Mandela blev født i Sydafrika i 1918. Opvæksten foregik i landlige omgivelser, planen var at han skulle være rådgiver for en lokal konge.
Men inden Mandela blev indsat i embedet, han var udset til, stak han af og rejste til storbyen Johannesburg. Der uddannede han sig til advokat, hvilket var en ganske usædvanlig beskæftigelse for en afrikaner på dette tidspunkt.
Den indfødte befolkning i Sydafrika havde længe været undertrykt. Kun det hvide mindretal – på under 20% af den samlede befolkning – havde valg- og stemmeret til parlamentet og lignende organer.
Efter Anden Verdenskrig blev situationen endda yderligere forværret for alle ikke-hvide borgere. I 1948 kom det nationalistiske parti til magten med et program, der bebudede apartheid, hvilket ville sige adskillelse.
I de efterfølgende år blev ikke-hvides selv helt elementære borgerlige rettigheder indskrænket til det mindre end minimale. Jord og ejendom blev frataget dem, uden der blev givet ordentlig erstatning.
Dem, der var uenige med styrets politik, blev bandlyst. Det ville sig, at de kun måtte færdes på et meget begrænset område og aldrig måtte optræde i forsamlinger.
Med tiden blev der desuden vedtaget undtagelseslove, der gjorde, at politiet reelt set kunne arrestere folk helt uden grund.
Frihedskampen
som helt ung havde Mandela ikke for alvor været politisk engageret. Men efterhånden, som han oplevede undertrykkelsen på nærmeste hold, ændrede dette sig.
Derfor meldte den sorte advokat sig ind i ANC (African National Congress). I denne organisation var han med til at arrangere ikke-voldelige protestaktioner som strejker og demonstrationer.
Det medførte, at det var mere reglen end undtagelsen, at Mandela var bandlyst. Desuden var han ofte fængslet, foruden myndighederne chikanerede ham på alle andre (u)tænkelige måder.
Konsekvensen blev, at han lidt efter lidt ikke var i stand til at varetage sit erhverv som advokat. Derfor valgte Mandela i 1961 at gå under jorden. Dermed kunne han anvende al sin tid på politiske aktiviteter.
Uden held forsøgte myndighederne at opspore den tidligere advokat. Heraf fik han tilnavnet ‘Den sorte Pimpernel’ (Efter hovedpersonen i romanen ‘Den røde Pimpernel’).
Som følge af myndighedernes tiltagende overgreb på den ikke-hvide befolkning og de ikke-voldelige protestaktioners mangel på succes dannedes på initiativ af bl.a. Nelson Mandela MK. Det var en slags søsterorganisation til ANC, hvis formål det var med væbnede midler – primært sabotage – at bekæmpe apartheid-styret.
• Borgerretsbevægelsen
I store dele af 1962 rejste Mandela rundt i det øvrige Afrika for at indsamle midler til frihedskampen. Han vendte tilbage til sit hjemland igen i august måned. Få dage senere faldt han imidlertid i et baghold, hvor han blev arresteret af det sydafrikanske politi.
Det resulterede i første omgang i en dom på 5 års fængsel – først og fremmest for ulovlig udrejse af landet. Men året efter rejstes nye anklager mod både Mandela og andre borgerrettighedsforkæmpere. Denne retssag blev kendt verden rundt som Rivonia-processen.
Processen medførte i 1964 i, at de fleste af de anklagede – deriblandt Nelson Mandela – blev dømt til livstids fængsel. Det var bedre end forventet, man havde frygtet dødsstraf.
Indespærring og frihed
De dømte livstidsfanger blev ført til Robben Island. Det var en fængselsø ud for den sydafrikanske kyst nær Cape Town. Denne ugæstfrie ø blev Nelson Mandelas kummerlige hjem i de næste årtier.
Rivonia-processen havde dog vakt en del international opmærksomhed. Derfor blev Sydafrika efterfølgende mødt af sanktioner fra udlandets side.
Desuden begyndte der i 1980 i den vestlige verden en kampagne med budskabet: Løslad Mandela. Ganske vist var den forhenværende advokat kun én blandt mange politiske fanger i Sydafrika. Men initiativtagerne til agitationsfremstødet mente, at kampagnen ville få større gennemslagskraft, hvis den blev gjort personlig.
De sydafrikanske magthavere tilbød herefter Mandela løsladelse på den betingelse, at han forkastede frihedskampen. Det ville den fængslede aktivist imidlertid kun gå med til under forudsætning af, at der blev indført lige rettigheder for hele landets befolkning – uanset hudfarve.
På et tidspunkt blev Mandela overflyttet til fængsler på fastlandet. Herefter blev opholdet som fange langt behageligere.
I slutningen af 1980erne indledte den fængslede aktivist samtaler med de sydafrikanske magthavere. Det mundede ud i en betingelsesløs frigivelse af ham den 11. februar 1990.
Efter løsladelsen fortsatte Mandela – med held – forhandlingerne om afskaffelsen af apartheid. For denne indsats tildeltes han i 1993 – i fællesskab med den daværende sydafrikanske leder F.W. de Klerk – Nobels fredspris.
Sydafrikas første demokratiske parlamentsvalg afholdes den 27. april 1994. Nationens første folkevalgte præsident blev en 75-årige mand ved navn Nelson Mandela.
Nelson Mandela døde 5. december 2013.
Seneste opdatering: December 2018