En af 1960ernes største præstationer var månelandingen. Da den fandt sted, forestillede menneskeheden sig, at dette var menneskets første skridt mod erobringen af verdensrummet. Sådan er det imidlertid ikke gået.
Baggrund – rumkapløbet
I perioden efter Anden Verdenskrig og langt frem i 1950erne levede den amerikanske befolkning i en sikre overbevisning om, at USA teknologisk set var verdens mest fremstående nation. Amerikanerne mente i særdeleshed, at de var deres koldkrigs fjender i den tilbagestående kommunistiske verden overlegende.
Derfor kom det som et chok for den selv samme befolkning, da russerne 4. oktober 1957 meddelte, at de havde sendt satellitten Sputnik i kredsløb omkring Jorden. Ikke alene var der tale om et prestigetab, men det gik ligeledes op for amerikanerne, at når Sovjet kunne bygge et raket, som satte en satellit i kredsløb, måtte de også være i stand til at udvikle missiler, der kunne bringe atom- og brintbomber til springning over amerikanske byer, hvis den kolde krig blev varm.
Følelsen af afmagt blev endda forøget senere i 1957. 6. december skulle den amerikanske Vanguard-raket sendes i kredsløb. Opsendelsen blev vist i en direkte tv-udsendelse, men blev en fiasko. Raketten eksploderede kort tid efter den havde hævet sig over jorden.
I USA befandt sig imidlertid tyskeren Wernher von Braun. Han var kendt som manden, der havde konstrueret den raket, som under navnet V-2 havde skabt rædsel under Anden Verdenskrig.
Sandsynligvis havde von Braun kunnet sende en satellit i kredsløb flere år tidligere. Men det havde han ikke fået lov til, eftersom man ikke mente, at verdens første satellit skulle opsendes af en tidligere nazist.
Men som følge af de ændrede omstændigheder fik von Braun nu chancen. 31. januar 1958 sendte von Braun den første amerikanske satellit – Explorer – i kredsløb omkring Jorden. Amerikanerne fik dermed lidt selvrespekt tilbage. Desuden havde von Braun ved denne dåd vakt så meget tillid, at han senere blev chefkonstruktør på måneraketten.
Inden udsatte russerne imidlertid amerikanerne for en ny ydmygelse. Det skete 12. april 1961, hvor det blev meddelt, at Juri Gagarin i Vostok 1 som det første menneske nogensinde havde foretaget kredsløb omkring Jorden. Endnu engang var Sovjet kommet først.
På dette tidspunkt havde USA netop fået en ny præsident i Demokraten John F. Kennedy. Efter 8 år med republikaneren Dwight D. Eisenhower ved magten var Kennedy gået til valg på, at han var ung, dynamisk og fornyende. Nu var tiden kommet til, at han skulle bevise dette.
Den 25. maj 1961 meddelte Kennedy fra kongressens talerstol, at inden 1960erne var omme, ville USA have landsat et menneske på Månen. I den nære fremtid ville Sovjet muligvis blive ved med at vinde små sejre i rumkapløbet. Men det store mål var at være den første nation, der fragtede et menneske til og fra Månen. Og det race skulle vindes af USA.
Hele måneprojektet kom til at koste 20 milliarder dollars. Et ufatteligt beløb. Men de særlige omstændigheder gjorde, at kongressen var villig til at give store bevillinger til projektet. Denne gang skulle Sovjet ikke komme først.
Forberedelse
Måneprojektet blev varetaget af NASA (The National Aeronautics and Space Administration). NASA var en civil organisation, der var grundlagt i 1958, og som hørte under den amerikanske stat. Meget af produktionen blev dog udliciteret til forskellige private virksomheder.
Selve hovedprojektet blev opdelt i flere delprojekter. Første etape var man allerede i gang med. Den kaldes Mercury og gik ud på at bringe en amerikaner i kredsløb omkring Jorden. Dette lykkedes 20. februar 1962, hvor John Glenn foretog 3 omløb omkring Jorden i rumkapslen Friendship 7.
Derefter fulgte Gemini-projektet. Dette fandt sted i perioden april 1964 til november 1966 og drejede sig om opsendelsen af topersoners rumkapsler. Hensigten med Gemini var at høste erfaringer med menneskets reaktion på at opholde sig i vægtløs rum samt i at få kundskab om rumvandringer. Desuden var det vigtigt at lære at sammenkoble to objekter ude i verdensrummet.
Sideløbende med de bemandede opsendelser blev der sendt ubemandede sonder til Månen. De første af disse hed Ranger og blev opsendt fra januar 1963, indtil de blev afløst af Lunar Orbiter, som i perioden fra august 1966 til august 1967 foretog en total affotografering af hele Månens overflade.
Apollo
Den endelige månerejse skulle iværksættes via Apollo-projektet. En tretrins Saturn V raket skulle først bringe Apollo-kapslen i kredsløb med tre astronauter ombord 185 kilometer over Jordens overflade. Derefter skulle Apollo-modulet accelereres fri af Jordens tyngdekraft og herefter rejse de 384.000 kilometer til Månen, hvor det skulle gå i kredsløb.
Når dette havde fundet sted gik to af astronauterne over i et månelandingsmodul, som nu løsnedes fra Apollo-kapslen og landede på Månens overflade. Efter et kort ophold på Månen vendte de to astronauter via et opstigningsmodul tilbage i kredsløb, hvor de koblede sammen med Apollo-kapslen.
Til sidst gik rejsen tilbage til Jorden. Der skulle astronauterne lande i Stillehavet, hvor et hangarskib ville opsamle dem og kapselen.
De første Apollo-opsendelser var uden mennesker ombord. Den første bemandede var planlagt til at finde sted 21. februar 1967. Som følge af et alvorligt uheld blev den imidlertid aflyst.
Under en test af opsendelsesproceduren 27. januar samme år var der udbrudt brand i en Apollo-kabine. Dette havde kostet tre astronauter livet. Konsekvensen blev, at for at få klarlagt årsagerne til tragedien udsattes alt bemandet rumflyvning i 20 måneder.
Første bemandede Apollo-opsendelse var med Apollo 7 i oktober 1968. Denne efterfulgtes af Apollo 8, som i december måned samme år gik i kredsløb omkring Månen.
I begyndelsen af 1969 fulgte Apollo 9 og 10, som begge foretog forskellige afprøvninger af udstyret, inden den endelige landing skulle finde sted. Herefter følte NASA sig klar, til at indfri Kennedys løfte om en månelanding inden årtiet var omme.
Månelandingen
Den 16. juli 1969 opsendtes Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida. Destinationen var Månen. Besætningen bestod af astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins.
Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i månelandingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Samme aften (amerikansk tid – dansk tid natten til 21. juli) kravlede Armstrong ud af månelandingsmodulet med de berømte ord: ‘That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.’
USA havde vundet kapløbet om at komme først til Månen. Astronauterne kunne i triumf placere det amerikanske flag på dens overflade. Armstrong og Aldrin bevægede sig lidt rundt på månens overflade og tog nogle stenprøver. Derefter turen gik hjemad.
24. juli 1969 landede Apollo 11 i Stillehavet. Der blev astronauterne samlet op af hangarskibet USS Hornet. Ombord Var den amerikanske præsident Richard Nixon for at byde dem velkommen tilbage til Jorden.
Senere samme år landsatte Apollo 12 ligeledes mennesker på Månen. I alt foretog amerikanerne 6 månelandinger. Den sidste fandt sted i 1972. Siden dengang har intet menneske befundet sig mere end højest nogle få hundrede kilometer over Jordens overflade.
Konspirationer
Af og til hævder konspirationsteoretikere, månelandingerne aldrig fandt sted. Som det meste andet man hører fra den side, så er det noget sludder.
Påstanden, om at månelandingerne ikke fandt sted, er af nyere dato, den var stort set ikke eksisterende, da begivenhederne faktisk foregik. Dengang var der masser af mennesker, som holdt øje med Apollo ekspeditionerne, bl.a. via teleskop, og for dem var der ingen tvivl. Amerikanerne landede på Månen.
Især russerne skulle nok have råbt højt, hvis amerikanerne havde løjet, hvilket de ikke gjorde. Der var tale om et kapløb, hvor gevinsten var prestige. Russerne var hurtigst ude i rummet, men siden blev de overhalet af amerikanerne, som kom først til Månen.
Seneste opdatering: Juli 2022