Betegnelsen ’Den Kolde Krig’ benyttes om det spændte forhold der var mellem USA (NATO-landene) og Sovjetunionen (warszawapagt-landene) fra afslutningen af Anden Verdenskrig til Sovjetstatens sammenbrud i 1991.Den kolde krigs mest markante begivenheder i 1960erne var opførelsen af Berlinmuren, Cubakrisen og Prags korte forår.
Menneskeheden har sandsynligvis aldrig været tættere på en atomkrig end i oktober 1962. Årsagen var, at Sovjet var i færd med at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Episoden var en del af den kolde krig og er gået over i historien under navnet Cubakrisen.
Forhistorien
Indtil slutningen af 1950erne blev Cuba ledet af diktatoren Fulgencio Batista. Han styrede landet med terror og Brutalitet. Østaten havde en lille eksklusiv overklasse alt imedens det store flertal af befolkningen levede i fattigdom.
I januar 1959 brød styret imidlertid sammen, hvorefter landets førelse blev overtaget af den hidtidige modstandsbevægelse, hvis leder var Fidel Castro.
I begyndelsen var USA positivt indstillet over for de nye magthavere. Men som følge af at Castro-styret indførte reformer, der medførte, at cubanske bønder selv overtog landbrugsjorden, ændrede dette sig. Hidtil havde halvdelen af Cubas agerbrugsjord nemlig været ejet af amerikanske selskaber.
Cuba var verdens største producent af sukkerrør, og landets økonomi var helt afhængig af sukkereksporten. Største aftager af sukkeret havde indtil dette tidspunkt været USA. Men som følge af reformerne afbrød det store naboland handelsforbindelserne til østaten.
Derfor blev Cuba nødt til at søge nye alliancepartnere. Sovjet, der hidtil ingen indflydelse havde haft på den vestlige halvkugle, var derfor ikke sen til at melde sig.
Oprindeligt havde Castro ellers ikke betegnet sig som værende kommunist, men omstændighederne gjorde, at han var tvunget til at gå i forbund med de røde. Og i februar 1960 indgik Cuba og Sovjetunionenen en omfattende handelsaftale.
Forholdet mellem Sovjet og Cuba skærpede den amerikanske uvilje mod østaten. For det betød, at kommunismen havde fået fodfæste i USA’s egen baghave. Derfor overvejede man i USA, hvordan man kunne skabe skår i partnerskabet.
Svinebugten
Samtidigt var eksilcubanere, som var flygtet til USA ved Batista-styrets fald, ved at planlægge et angreb på Cuba. Disse fik derfor støtte fra amerikansk side dels via træning i krigsførelse og dels gennem efterretninger fra CIA.
Den 17. april 1961 fragtede amerikanske skibe 1.500 af disse eksilcubanere tilbage til deres hjemland. Der gik de i land i Svinebugten på Cubas sydside.
De indtrængende forventede, at invasionen ville have resulteret i at den cubanske befolkning rejste sig og gjort oprør imod Castro-styret. Men dette skete ikke, der kom ingen folkerejsning. Derfor lykkedes det uden problemer Cubas forsvarsstyrker at nedkæmpe invasionsstyrkerne i løbet af blot tre dage.
Svinebugt-affæren havde været en stor fiasko for USA. Ikke alene havde stormagten mistet prestige i verdens øjne, men invasionsforsøget resulterede ligeledes i, at Cuba og Sovjet rykkede endnu tættere sammen.
Missilkrisen
Den 14. oktober 1962 observerede et amerikansk spionfly, at russerne var ved at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Dette var en stor trussel for amerikanernes sikkerhed, da russiske atommissiler dermed kunne ramme en hvilken som helst by i USA.
To dage senere – den 16. oktober 1962 – blev den amerikanske præsident John F. Kennedy underrettet om Cuba-tilstandens farlige drejning. Præsidenten og hans rådgivere drøftede og overvejede situationen. En af mulighederne, der taltes om, var en storstilet militær aktion mod Cuba.
Men krig blev der ikke i første omgang. I stedet anlagde USA en flådeblokade omkring Cuba, der forhindrede skibe i at sejle til og fra østaten. Endvidere proklamerede præsidenten i en tv-tale den 22. oktober: hvis raketterne ikke blev fjernet, ville USA optrappe konflikten, sam, hvis et eneste missil blev affyret fra Cuba mod et andet land, ville det resultere i et massivt gengældelsesangreb fra USA mod Sovjet.
Tilsyneladende var der i den sovjetiske ledelse uenighed om, hvordan man burde reagere. Russiske skibe, der var på vej mod Cuba, vendte om. Til gengæld fortsatte byggerierne på missilbaserne.
Desuden modtog Kennedy den 26. oktober et telegram fra den sovjetiske leder Khrusjtjov, hvori der stod, at hvis USA garanterede, at landet aldrig ville deltage i et angreb på Cuba, ville missilerne blive fjernet. Inden, amerikanerne nåede at svare på tilbudet, kom der imidlertid et nyt telegram fra Sovjet, hvori der stod, at raketterne på Cuba kun ville blive demonteret, hvis amerikanernes raketter i Tyrkiet også blev det.
Kennedy havde imidlertid is i maven. Han lod som om, han slet ikke havde modtaget telegram nummer to og svarede blot bekræftende på det første og lovede, at landet aldrig ville angribe Cuba. 28. oktober 1962 accepterede Khrusjtjov det amerikanske svar.
To uger, hvor verden havde været på tærskelen af en atomkatastrofe, var til ende. I den efterfølgende tid demonteredes de cubanske missiler og blev fragtet tilbage til Sovjetunionen. Til gengæld har USA lige siden været forpligtet af løftet om aldrig at angribe Cuba.
Seneste opdatering: December 2018