Længe havde sorte amerikanere fundet sig i diskriminering fra et racistisk samfund. Men i 1960erne gik afroamerikanerne sammen i borgerretsbevægelsen og gjorde krav på deres rettigheder.
Borgerretsbevægelsens baggrund
Som følge af Nordstaternes sejr i den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) ophørte slaveriet i USA. Dette var imidlertid ikke ens betydende med, at den sorte del af befolkningen var fri i den henseende, at de havde samme muligheder og rettigheder som hvide.
Ganske vist var der lige stemmeret for alle uanset hudfarve. Men valgsystemet i USA fungerede på den måde, at folk ikke automatisk fik stemmeret, men først skulle registres som vælgere.
Hvis en afroamerikaner ønskede valgret, blev vedkommende ofte chikaneret af hvide racister. Derfor blev kun ganske få sorte registret som vælgere, og selvom de udgjorde cirka 10% af den samlede befolkning, besad de derfor megen lidt politisk magt.
Mange steder – i specielt sydstaterne – var der skoler forbeholdt hvide børn og skoler udelukkende til sorte elever. Da forholdene i de sortes skoler var langt under standarten i de hvides ditto, resulterede det i, at de hvide fik langt den bedste uddannelse.
Der ud over blev sorte og hvide holdt adskilt i ventesale, busser og toge. Hvis en hvid ikke kunne finde en siddeplads i et offentligt transportmiddel, skulle alle farvede på en stolerække rejse sig op for ham, så han kunne side ned uden at have en sort ved siden af sig.
Adskillelsen gjorde sig ligeledes gældende i hoteller, restauranter og parker. De fleste – og altid de bedste – af disse var forbeholdt hvide.
Kampen for borgerret
Længe fandt afroamerikanerne sig i diskrimineringen. Men efter Anden Verdenskrig opstod der en holdningsændring. Det mundede ud i, at der i løbet af 1950erne opstod en borgerretsbevægelse, som kæmpede for sorte amerikaneres rettigheder.
Som noget af det første gik bevægelsen juraens vej og anlagde sager mod diskriminering ved domstolene. Da retssagerne som oftest vandtes, var det en succes. Men lovtrækkeriet var en langsommelig proces.
Derfor toges efterhånden også mere håndgribelige midler i brug. I flæng kan det nævnes, sorte nægtede at rejse sig op for hvide i busserne, sorte anvendte hvides toiletter og sorte lavede sit-ins, hvilket ville sige, at de gik ind på cafeteriaer og lignende, som var forbeholdt hvide, og blev siddende der fra stedet åbnede til det lukkede.
Det var ikke usædvanligt, at Borgerretsbevægelsens repræsentanter blev mødt med ganske håndfaste metoder, når de aktionerede. Ofte blev de desuden brutalt arresteret af et ‘nigger-fjendsk’ politi og sat i fængsel.
Men Borgerretsbevægelsen selv benyttede udelukkende passiv modstand. Den sværgede til en filosofi, som byggede på ikke-volds princippet. Med tiden fik det stor betydning.
I de første år havde Borgerretsbevægelsen ikke haft den brede befolknings bevågenhed. Men i foråret 1963 blev der på landsdækkende tv vist billeder fra Birmingham, Alabama, hvor et brutalt politi begik grove overgreb på sorte, ikke-voldelig demonstranter. Dette gjorde så stort indtryk på den menige amerikaner, at Borgerretsbevægelsen herefter fik stor velvilje.
Hidtil havde den siddende præsident, John F. Kennedy ikke taget stilling i borgerretsspørgsmålet. Men da han observerede, hvor befolkningens sympati lå, gik han aktivt ind i kampen for afroamerikanernes rettigheder. Han udarbejdede et forslag til en borgerretslov, som blev vedtaget af parlamentet i juli 1964.
Martin Luther King
Borgerretsbevægelsen leder og arkitekt bag ikke-volds princippet var Martin Luther King. Han blev født i 1929 i Atlanta, Georgia, men fungerede som baptistpræst i Montgomery, Alabama.
Jeg har en drøm, at denne nation en dag vil rejse sig og efterleve sin tros sande betydning, ‘Vi anser denne sandhed for at være indlysende, at alle mennesker er skabt lige’…
Jeg har en drøm, at mine fire små børn en dag vil leve i et land, hvor de ikke vil blive bedømt ud fra deres hudfarve, men ud fra deres karakter…
Jeg har en drøm om, at en dag vil små sorte drenge og sorte piger gå hånd i hånd med små hvide drenge og hvide piger – som søstre og brødre…
(Martin Luther King – 1963)
King nød stor popularitet i sin menighed. Derfor blev han i 1956 valgt til at lede en lokal busboykot. Siden gik han forrest i adskillige aktioner, hvilket resulterede i, at han både blev fængslet og udsat for fysiske og psykiske overgreb.
Aldrig veg King fra ikke-volds princippet. Desuden var han kendt som en fremragende taler. Bedst kendt er talen han holdt den 28. august 1963 ved Lincoln Memorial i Washington. Begivenheden blev overværet af over 200.000 mennesker og huskes blandt andet for ordene: “Jeg har en drøm…”
Også internationalt vakte King opsigt og begejstring. Således tildeltes han i 1964 Nobels Fredspris for at opnå resultater uden anvendelse af vold.
Til gengæld ønskede amerikanere med racistiske sympatier at rydde ham af vejen. Det lykkedes for dem den 4. april 1968. Da blev han skudt og dræbt i Memphis, Tennessee af en hvid snigmorder.
Radikal modstand
Ikke alle sorte amerikanere var tilhængere af Martin Luther Kings forsonlige og ikke-voldelige politik. Specielt ungdommen i de nordamerikanske storbyer gik ind for en mere radikal modstand.
Allerede i 1930erne havde Elijah Muhammad dannet Nation of Islam – også kendt som Black Muslims (Sorte Muslimer). Denne bevægelse prædikede, at den sorte mand var den hvide mand overlegen.
I begyndelse af 1960erne havde de Sorte Muslimer en karismatisk talsmand i Malcolm X (født 1925). På et tidspunkt forlod han imidlertid organisationen, men blev ved med at tale for radikal modstand. Bruddet havde dog den konsekvens, at han i 1965 blev dræbt af sorte muslimer.
Efter sin død blev Malcolm X nærmest betragtet som en martyr. Det medførte, at den radikale modstand eskalerede med voldsomme uroligheder i de amerikanske storbyers sorte bydele.
Desuden opstod der i anden halvdel af 1960erne organisationer som Black Panther Party (Sorte Panter Partiet). Dens medlemmer gjorde sig bemærket ved at medbringe skydevåben, hvor de patruljerede.
Den nok bedst kendte manifestation skete imidlertid under de Olympiske Lege i 1968 i Mexico. To sorte amerikanske atletikudøvere rakte en knyttet hånd, påført en sort handske i vejret under en sejrsceremoni og udførte dermed Black Power-tegnet.
Afrunding
Efter Martin Luther Kings død mistede Borgerretsbevægelsen sin betydning. Men kampen for sortes rettigheder og forhold fortsatte. Og den ultimative triumf kom i 2009, da Barack Obama blev indsat som USA’s første afroamerikanske præsident.
Seneste opdatering: December 2018
Del siden på:
