Muhammad Ali

Det 20. århundredes vel nok største bokser var Muhammad Ali. Selv betegnede han sig i al fald som “The Greatest”.

Men foruden at være en pralrøv og en hårdtslående nævefighter var han ligeledes en karismatisk personlighed, der også gjorde indtryk udenfor boksemanegen. Man kan endda fristes til at sige, at Ali var for 1960ernes idræt, hvad Beatles var for musikken.

Cassius Clay

Muhammad Ali blev født 17. januar 1942 i Lousville, Kentucky, hvor han  blev navngivet Cassius Clay. Som 12-årige begyndte han at bokse. Han blev hurtigt lidt af en træningsnarkoman, hvilket kom ham til gode i det meste af hans karriere.

I amatørtiden boksede Clay i alt 187 kampe – kun 8 af disse resulterede i nederlag. Højdepunktet kom i 1960, hvor han i Rom erobrede olympisk guld i letsværvægt.

Samme år debuterede Clay i det professionelle cirkus. Der fortsatte hans sejrsstime. Det var ikke fordi, han var specielt hårdtslående i forhold til sine modstandere. Til gengæld var han lynhurtig og besad en elegance som en balletdanser. Clay var en sværvægtsbokser, der var bevægelig som en letvægter.

Men det var specielt udenfor ringen, Clay skilte sig ud fra de øvrige boksemaskiner. Hidtil havde verden været vant til, at boksere – i særdeleshed sorte boksere – opførte sig høfligt og ydmygt. Men sådan var det ikke med denne unge opkomling.

Clay leverede et show. Han pralede og påstod, at han var den største – The Greatest. Desuden profeterede han før hver kamp, hvilken omgang han ville fælde sin modstander i. I 12 af hans første 19 kampe holdt disse forudsigelser endda stik.

Medierne elskede at fortælle om denne unge showmand. Men ikke alle fattede Clays humor og glimt i øjet. Mange hadede ham og kom udelukkende til hans kampe i håb, at de oplevede modstanderen i ringen smadre denne alt for store flab. Resultatet blev, at der altid var mange mennesker og megen medieopmærksomhed til Clays kampe.

Verdensmesteren Muhammad Ali

Den 25. februar 1964 blev der kæmpet om verdensmesterskabet i professionel sværvægtsboksning. Den forsvarende mester var Sonny Liston. Han var berygtet for at smadre sine modstandere på grusomste vis.

Ikke mange forestillede sig, at den unge udfordre havde nogen som helst chance for at vinde. Liston selv troede, at det var en forskræmt knægt, han skulle møde i ringen.

Men alt gik anderledes end forventet. Ikke alene kunne udfordreren yde modstand, men da gongongen lød til påbegyndelsen af syvende omgang, kunne Liston ikke rejse sig op og fortsætte matchen. Verden havde fået en ny mester.

Dagen derpå meddelte den nye verdensmester, at han havde konverteret til islam og var medlem af Sorte Muslimer. Desuden havde han ændret navn, ingen måtte længere kalde ham ved hans slavebetegnelse, Cassius Clay. Herefter hed han Muhammad Ali.

I de efterfølgende år forsvarede Ali med held flere gange sit verdensmesterskab. Besejret blev andre af 1960ernes største boksenavne som for eksempel Floyd Patterson og Ernest Terrell.

Den store succes fik imidlertid ikke Ali til at glemme sine rødder. Han var barn af ghettoen og stillede sig solidarisk med andre sorte (Borgerretsbevægelsen), som netop i 1960erne kæmpede for lige rettigheder for alle uanset hudfarve. På samme måde var han heller ikke bange for at dele sine mange penge med mennesker, som var dårligere stillet end ham.

Alis store flab og sociale engagement gav ham imidlertid mange fjender blandt hvide, der ikke ønskede forandring, og som mente, at ‘niggeren’ skulle kende sin plads. I de sorte slumkvarterer var han til gengæld populær ud over alle grænser. Når Ali vandt, var der ikke blot tale om en sejr i en boksekamp. I ghettoen blev det betragtet som den undertryktes sejr over undertrykkeren.

Til tælling …

I 1966 blev Muhammad Ali indkaldt til militærtjeneste i Vietnam. Dette nægtede han imidlertid ved at henvise til, at det stred imod hans religion. Han proklamerede, at han ingen fjender havde i Vietnam og derfor ikke ville bekæmpe befolkningen der.

På dette tidspunkt havde Vietnamkrigen endnu ikke en nævneværdig opposition i USA. Derfor vakte Alis beslutning forargelse blandt store dele af den amerikanske befolkning. Hvem troede han, han var, siden han mente, han kunne blive fri for at tjene sit land?

Mange kaldt Ali en kujon, der var bange for at gå i krig. Men virkeligheden var, at han var den første offentlige person, der havde modet til at undlade at følge strømmen, når det drejede sig om at gøre militærtjeneste i krigen i Asien.

At følge sin overbevisning kom imidlertid til at koste Ali dyrt. I 1967 blev Muhammad Ali både frataget titlen som verdensmester i sværvægt samt licensen til at bokse. Han var 25 år – en boksers bedste alder – men han havde mistet muligheden for at udøve sit hverv. Samtidigt blev han idømt 5 års fængsel, som han dog fik udsat på ubestemt tid ved at appellere dommen.

Der var imidlertid et sted Alis sociale engagement og modstand imod indkaldelse vakte genklang – nemlig blandt ungdommen på de amerikanske universiteter. Derfor tjente han til dagen og vejen ved at rejse rundt til USA’s uddannelsesinstitutioner og holde foredrag.

Samtidigt nedbrød disse turnerer en del barrikader. Det var en kendt sag, at Ali havde et godt snakketøj og var velformuleret. Men her stod han foran Amerikas intellektuelle – primært hvide – elite og tryllebandt den med ord. Myten, om at en bokser blot var en hjernedød slagmaskine, var definitivt aflivet.

Mesteren er tilbage

I slutningen af 1960erne ændredes amerikanernes syn på Vietnamkrigen. Mange vendte sig imod USA’s deltagelse, og det blev næsten acceptabelt at nægte at gøre krigstjeneste.

Dermed ændredes befolkningens syn på Alis standpunkt ligeledes. Som følge af dette fik han i 1970 sin bokselicens tilbage, og i 1971 modtog han den amerikanske højesterets ord for, at han havde været i sin gode ret til at nægte at gøre militærtjeneste.

Efter tre et halvt års fravær fra bokseringen gjorde Ali comeback den 26. oktober 1970. Det skete med en knockoutsejr over Jerry Quarry.

Den 8. marts 1971 var det igen tid til at kæmpe om verdensmesterskabet. Modstanderen var Joe Frazier. Dysten blev udråbt til århundredets boksekamp – opgøret mellem to hidtil ubesejrede champs.

Ali tabte på points. Ligeledes i 1973 led han nederlag i ringen – denne gang til Ken Norton. Kritikkerner erklærede frydefuldt, pralrøvens tid var forbi.

Men netop som alle havde afskrevet Ali, vendte han tilbage. I revancheopgør besejrede han først Norton og siden Frazier. Igen var det tid til at kæmpe om verdensmesterskabstitlen.

Kampen fandt sted den 30. oktober 1974 i den afrikanske stat Zaire. Modstanderen var George Foreman, der var berygtet for at vinde sine kampe på knockout i en af de fire første omgange. Men Ali overlevede meteorstormen og knockoutede knockoutmesteren i 8. omgang.

Mere end syv år efter Muhammad Ali havde fået frastjålet vm-titlen ved en skrivebordsafgørelse, havde han tilbageerobret verdensmesterskabet i professionel sværvægtsboksning.

Afrunding

I de efterfølgende år udkæmpede Ali flere dramatiske opgør – vandt adskillige sejre. Men efterhånden begyndte alderen at gøre sig gældende.

Ali boksede sin sidste kamp i 1981. Afslutningen burde have fundet sted flere år tidligere. I hele karrieren – på 61 professionelle opgør – led Ali i alt 5 nederlag – 3 af disse fandt sted i de 4 sidste kampe.

Senere kom Ali til at lide af parkinsons-syndromet. Paradoksalt nok betød det, at den bokser der var kendt for sin letbenethed og rapkæftethed, fik meget lidt kontrol over sine bevægelser og stemmeføring.

Men Muhammad Ali bar sit handicap med værdighed. Hvor mange ville være gået i spåner, som følge af en så trist skæbne, opgave Ali aldrig. Næsten hver gang folk ønskede hans deltagelse for en god sags tjeneste, var han villig til at stille op.

Denne storhed i tragediens øjeblik gjorde, at Muhammad Ali ofte fik fortalt: “You are still The Greatest”.

Muhammad Ali døde 3. juni 2016

Seneste opdatering: December 2018