Studenteroprøret på Københavns Universitet

Studenteroprøret var en del af ungdomsoprøret. Mange opfatter endda studenteroprøret som værende identisk med ungdomsoprøret. Men det var langt fra tilfældet.

Ungdomsoprøret bestod af en række forskellige antiautoritære tendenser og ideer i 1960erne. Det var en reaktion imod blandt andet atomvåben, Vietnamkrigen, kapitalismen og forbrugersamfundet. De involverede repræsenterede en bred vifte af den vestlige verdens ungdom.

Studenteroprøret derimod fandt primært sted omkring universiteterne. Deltagerne var i hovedsagen studerende. Selvom det også indeholdt en protest mod autoriteter og det bestående samfund, tog optøjerne ofte udgangspunkt i konkrete studieforhold.

Baggrunden for studenteroprøret

Førhen havde universitetsstudier været forbeholdt et fåtal fra velstillede hjem. Men dette ændrede sig i 1960erne. I 1958 havde det været 4.700 studerende på Københavns Universitet, dette tal var i 1968 vokset til 21.500.

Til gengæld havde Københavns Universitet ikke oplevet en tilsvarende udbygning samt ansættelse af personale. Den derved opståede plads- og undervisermangel resulterede derfor i ringere studieforhold for de studerende.

Desuden var universitetets ledelsesstruktur ikke fulgt med tiden. Den var til gengæld forankret i et gammelt stift universitetsstyre, hvor alt magt lå hos professorerne.

Københavns Universitet var i øvrigt langt fra det eneste sted, der opstod uroligheder. Rundt omkring i specielt den vestlige verden fremkom der studenteroptøjer på cirka 2.000 universiteter.

Allerede i 1964 var der fremspiret tumulter på Berkeley Universitet i Californien. Derfra havde de spredt sig til universiteterne i det øvrige USA. Der blev specielt protesteret imod Vietnamkrigen og diskrimineringen af farvede befolkningsgrupper. I 1968 tiltog oprøret og spredte sig ligeledes til Europa.

Værst gik det til på Sorbonne Universitet i Paris. I begyndelsen af maj 1968 opstod der voldelige sammenstød mellem demonstrerende studenter og politi. Optøjerne eskalerede i løbet af kort tid. Der blev bygget barrikader, og Frankrigs hovedstad kom næsten til at ligne en by i borgerkrig.

Det hed sig, at studenteroprøret spredte sig fra Paris til det øvrige Europa. Men det var ikke helt sandt. Allerede i marts 1968 var oprøret startet på Københavns Universitet.

Bryd Professorvældet

Oprøret havde ulmet gennem flere år. Men i foråret 1968 gik det løs.

Natten til den 21. marts var der på en mur ved Københavns Universitet med store bogstaver skrevet: ‘Bryd Professorvældet’ og ‘Medbestemmelse Nu’. Parolerne blev af de studerende fulgt op af flere demonstrationer. Kravet var at få indflydelse på udformningen af deres uddannelse. Helt konkret ønskede de blandt andet, at studienævn skulle bestå af 50% studerende og 50% lærer.

Konflikten blev optrappet 19. april, hvor cirka 100 til 150 psykologistuderende besatte psykologisk laboratorium. Desuden blev der den 23. april udført en demonstration på Frue Plads med omkring 5.000 deltagere.

Oprøret på Københavns Universitet skete til forskel fra det man oplevede i andre lande stort set uden voldelige optøjer. En stor del af æren for dette tilegnedes – både den gang samt i særdeleshed siden hen – universitetets rektor, Mogens Fog, som sørgede for, at politiet holdt sig væk. På mange punkter var han nemlig enig med de demonstrerende. Derfor valgte han at indgå i en dialog med de studerende. Dette havde dog den konsekvens, at et borgerligt medie hentydede, at han var en ‘vatnisse’.

Resultatet af opstandene blev, at de studerende i det stor hele fik deres krav opfyldt. Hvad angik psykologisk laboratorium, blev det ‘leveret tilbage’ den 26. april. Intet var blevet ødelagt, laboratoriet så ud som før det blev besat.

Årsfesten 1968

Det, der sandsynligvis kom til at stå klares i den brede befolknings erindring om studenteroprøret, fandt imidlertid først sted langt senere på året 1968.

21. november 1968 afholdtes årsfesten for Københavns Universitet. Gæstelisten bestod ikke af studerende, men var forbeholdt samfundets elite med kongen, dronningen og tronfølgeren i spidsen.

En række studerende havde imidlertid fået trykt nogle forfalskede adgangskort, som de kom ind på. Planen var under festlighederne at tilegne sig ordet fra salens talerstol. Hvervet som taler tilfaldt psykologistuderende Finn Einar Madsen, der var mødt frem i sit stiveste puds.

Aktionen lykkedes. Finn Einar entrede talerstolen. Rektor, Mogens Fog, var klar over, at man ikke kunne få ham ned igen uden at skabe en scene. Den uindbudte fik derfor udenfor programmet taletid i tre minutter.

Talen var et angreb på klassesamfundet og den kendsgerning, at årsfesten var forbeholdt landets spidser. Ordene blev hilst af store bifald fra Finn Einars medsammensvorne i salen, hvorimod festens mere traditionelle publikum ikke fortrak en mine.

Efter de tre minutter var til ende, forlod Finn Einar Madsen og de andre uindbudte gæster festsalen, uden der opstod nogen former for uro. Da der havde været mange journalister til stede i salen fik begivenheden til gengæld megen omtale i aviser, radio og fjernsyn.

Afrunding

De efterfølgende år fortsatte uroen. 1969 var faktisk det år med de fleste demonstrationer. Værst var vel nok optøjerne omkring uddelingen af Sonningsprisen i april 1969 samt besættelsen af rektor, Mogens Fogs, kontor i marts 1970.

Men på mange måder var disse episoder blot efterveer af begivenhederne i 1968. De skabte ikke for alvor nogle forandringer, og de havde på ingen måde opbakning i befolkningen.

Nævnes bør det ligeledes, at det langt fra var alle studerende, der deltog i Studenteroprøret. Flertallet, af dem der var indskrevet på Københavns Universitet, havde haft travlt med at passe deres studier.

De mest aktive oprører havde været de psykologistuderende og de arkitektstuderende.

Seneste opdatering: December 2018