Provoer

Når der ses tilbage på 1960erne og ungdomsoprørets deltagere, tænkes der først og fremmest på hippier. Men i Danmark og det øvrige Europa var provoerne dengang faktisk lige så fremtrædende.

Baggrund

Ganske som hippierne havde provoerne sine åndelige rødder i beatgenerationen. Det var rodløse unge med en oprørstrang vendt mod det moderne, kapitalistiske samfund.

Provoerne havde deres storhedstid i midten og sidste halvdel af 1960erne. De fandtes over det meste af Europa, men var mest dominerende og iøjnefaldende i Amsterdam.

Selvom betegnelsen ‘provobevægelse’ blev benyttet, var der ikke tale om en organisation. Det var ikke en forening, man kunne melde sig ind i. Alle kunne kalde sig for provo.

Rørelsen var anarkistisk uden nogen umiddelbar ledelse. Idemand til mange aktioner var imidlertid hollænderen Robert Jasper Grootveld – bedre kendt slet og ret som Jasper. I Danmark var der primært skribenten Ole Grünbaum, som var talsrør for provoerne.

Selve ordet ‘provo’ stammede fra en rapport bestilt af den hollandske regering om utilpassede unge. I denne blev disse betegnet som provoer på grund af deres til tider provokerende opførsel. Rapportens rolleindehavere tog navnet til sig og kaldte herefter sig selv for provoer.

Provoernes aktioner

Provoernes mål var at komme den sløve, uengagerede borger i tale, således at denne begyndte at interessere sig for den verden, han levede i. Til dette benyttede de den form for gadeteater, der blev kendt som happenings.

I en tid, hvor miljøet ikke havde den brede befolknings bevågenhed, blev der aktioneret mod blandt andet luftforurening. Under demonstrationer mod tobaksproducenter stod alle deltagerne i lang tid og hostede. Efterhånden gik det de tilstedeværende betjente så meget på nerverne, at de kunne finde på at arrestere folk for blot at rømme sig.

For at forbedre indåndingsluften forærede provoerne desuden hvide cykler til myndighederne i forskellige storbyer. Ideen var at de motorløse køretøjer skulle stå rundt omkring til fri afbenyttelse for alle.

Hvis offentlige transportmidler blev gjort gratis, kunne luftforureningen ligeledes dæmpes. Derfor fabrikerede aktivisterne provokort, som de benyttede i stedet for billetter i bybusserne.

Endnu et af provoernes yndlingstemaer var USA’s deltagelse i Vietnamkrigen. Når de demonstrerede foran den amerikanske ambassade i Amsterdam og råbte: ‘Johnson er en morder’ (Johnson var USA’s daværende præsident), blev de angrebet af politiet med begrundelsen, at det var en offentlig fornærmelse af et fremmed statsoverhoved.

Løsningen blev, at provoerne i stedet råbte: ‘Muller er en morder’. Alle vidste, hvad aktivisterne mente. Men myndighederne kunne intet gøre. Hvis politiet påstod, at Muller var identisk med Johnson, var det jo dem selv, der påstod, at den amerikanske præsident var en forbryder.

Provoerne gik efterhånden politiet så meget på nerverne, at de kunne finde på at arrestere en af disse blot fordi, han uddelte gratis rosiner på åben gade.

En anden provo blev tildelt tre ugers fængsel for i en tryksag at have opfordret til at springe en tunnel i luften. Problemet var blot, at tunnelen slet ikke eksisterede. Da han i retssalen gjorde opmærksom på dette, rettede dommeren straffen til fire ugers fængsel. Der var udvist foragt for retten.

Afrunding

De fleste af provoernes aktioner virker set med nutidens øjnes som ret uskyldig. Men i deres samtid vakte de stor forargelse i den bred befolkning. Provoerne fik skyld for at underminere samfundet.

Omkring 1967 begyndte provobevægelsen imidlertid at gå i opløsning. Flertallet af de gode og sjove ideer var opbrugt. Mange af dem, der efterhånden kaldte sig for provoer, havde desuden ikke meget med de oprindelige aktivister at gøre.

Men siden hen har adskillige – mere eller mindre bevidst – ladet sig inspirere af provoerne. Den humoristiske, provokerende aktionsform (gadeteater) har overlevet.

Seneste opdatering: Januar 2019