The Doors

Jim MorrisonNår der siges Doors, tænker de fleste først og fremmest på Jim Morrison. Men Jim selv understregede hyppigt, at der var tale om en gruppe, at han kun var én af fire medlemmer.

Det vil sikkert også overraske en del, at et nummer som ‘Light My Fire’, der af mange betegnes som indbegrebet af en Morrison sang, slet ikke er skrevet af Jim. Den blev derimod – ganske som mange andre Doors kompositioner – forfattet af gruppens guitarist, Robby Krieger. Hvem kan i øvrigt forestille sig denne melodi uden Ray Manzareks altdominerende orgel?

Men selvfølgelig, Jim var gruppens mest karismatiske personlighed. Det var ham, der var midtpunktet, når Doors stod på en scene, og det var ham, pressen interesserede sig for. Efter Jim Morrisons død var de øvrige gruppemedlemmer da heller ikke i stand til at fortsætte med at skabe musik, der gjorde indtryk.

The Doors are open

The DoorsDoors havde base I Los Angeles og bestod af følgende fire personer:

  • Jim Morrison (født 1943) – vokal
  • Ray Manzarek (født 1939) – keyboard
  • Robby Krieger (født 1946) – guitar
  • John Densmore (født 1944) – trommer

Navnet ‘Doors’ kom af, at der var det kendte, og der var det ukendte. Derimellem var der døre.

Ofte blev Jim Morrison kaldt en (elektrisk) shaman. Selv kaldte han sig for ‘The Lizard (firben) King’. Det var en hentydning til, at slanger og krybdyr som for eksempel firben symboliserede det ubevidste og ondskab.

Musikken var hypnotisk, apokalyptisk og transcendent. Teksterne var fyldt med et grotesk billedsprog og kredsede omkring det bizarre, kærlighed/sex og død. Når Doors stod på en scene, var der ikke blot tale om en koncert. Det var rockteater uden rekvisitter.

Doors og i særdeleshed Jim Morrison udforskede menneskesjælens skyggelandskaber. Teksterne var en blanding af sang og lyrik med et univers, som var inspireret af skribenter som William Blake, Fridrich Nietzsche og Aldous Huxley.

Til trods for gruppens intellektuelle udgangspunkt formåede den at nå ud til et meget stort publikum. Doors var ikke alene en af de sene 1960eres mest spændende og centrale musikalske navne men også en af de kommercielt set mest succesfulde navne.

Pladerne

The Doors første LP kom i 1967 og bar blot gruppens navn. Første single der fra var ‘Break On Through’. Den blev et lille hit, men det var først med efterfølgeren ‘Light My Fire’, Doors for alvor slog igennem.

‘Light My Fire’ blev til gengæld også en kæmpe succes. Den lå nummer et på Billboard i adskillige uger og solgte langt over en million eksemplarer, hvilket kvalificerede den til  en guldplade.

Samtidigt opnåede LP’en samme høje salgstal. Af andre centrale skæringer på den bør i øvrigt nævnes det ødipale afslutningsnummer ‘The End’. Det var en apokalyptisk dommedagshymne, hvor gruppen formåede at skabe det ultimative rockepos.

Senere samme år – 1967 – udsendes Doors anden LP, ‘Strange Days’. Kvalitativt var den mindst på højde med den første. Nummererne var fremragende og pladen havde en intens lyd som aldrig hverken før eller siden er blevet overgået af nogen kunstner.

Albummets sange havde titler som ‘You’re Lost Little Girl’ og ‘People Are Strange’. LP’en afrundedes af den 11 minutter lange ‘When the Music’s Over’. Denne skæring var et pompøst rockepos, som absolut kunne måle sig med ‘The End’ fra det første album.

Tredje LP fra Doors udkom i 1968. Den bar titlen ‘Waiting for the Sun’. Ganske som de to første albums var den fyldt med fremragende sange. Den indeholdt desuden nogle af gruppens mest (anti) militante numre som for eksempel ‘Unknown Soldier’ og ‘Five to One’. Inkluderet på det tredje album var desuden singlen ‘Hello, I Love You’, som blev Doors gennembrud i Europa.

Store dele af materialet på Doors første tre LP’er var skrevet før gruppens gennembrud. Men nu var ideerne ved at være opbrugte.

The Soft ParadeDette var hørbart på Doors fjerde LP ‘The Soft Parade’ fra 1969. Den indeholdt enkelte gode skæringer, men må som helhed betegnes som gruppens klart dårligste udspil. Det, der reddede den fra at blive et flop, var først og fremmest singleforløberen ‘Touch Me’, som blev et stort hit.

Næste albumudspil fra The Doors var ‘Morrison Hotel’ fra 1970. Det var en helstøbt plade og et kunstnerisk comeback for gruppen. På den mødte man en mere moden Morrison. Mange anmeldere kaldte endda ‘Morrison Hotel’ for gruppens bedste plade. Til gengæld indeholdt LP’en ikke et eneste singlehit.

Sjette og sidste rigtige LP fra Doors blev L.A Woman fra 1971. Det var et ganske habilt udspil, men albummet manglede den visionære atmosfære, som havde hersket på de første plader. Denne atmosfære var blevet afløst af en mere jordnær, bluesinspireret sound.

Ud over de ovennævnte seks albums er der udkommet en række liveplader fra Doors. Den væsentligste af disse er ‘Absolutely Live’ fra 1970.

I 1978 blev der desuden udsendt en LP med titlen ‘An American Prayer’. Den indeholdt lyrik af Jim Morrison tilsat musik fra de øvrige Doors medlemmer.

The End

The Doors og i særdeleshed Jim Morrison var en levende myte. Omgivelserne begyndte derfor at have bestemte forventninger til dem, hvorved de blev fanget i én rolle. De ikke havde lyst til at være fanget i.

Nogle af gruppens optrædener endte i kaos og revolte. Dette havde den konsekvens, at folk ikke blot kom til Doors koncerter for at høre musik. Tilhørerne kom for at opleve revolution. Og publikum blev ved med at kræve mere og mere for hver gang.

Samtidigt gav tumulten et dårligt omdømme over for myndigheder og koncertarrangører. Disse anså Doors for at være utilregnelige og for fra scenen at opildne til optøjer. Følgen blev, at koncertarrangørerne i mange byer ikke ville arrangere koncert med Doors. Andre steder forbød myndighederne deres optrædende.

Jim Morrisons gravsted på Pére Lachaise kirkegården i Paris.Alt imedens havde Jim Morrison fået et alvorligt og overdrevent alkoholforbrug. Desuden lignede han ikke længere det sexidol, han havde været, da Doors slog igennem. I stedet var han blevet overvægtig og havde anlagt fuldskæg.

For at komme på afstand af det hele og for at samle nye kræfter rejste Jim i 1971 til Paris. Hans krop havde imidlertid ikke kunnet holde til den hårde livsførelse. 3. juli 1971 døde Jim Morrison af et hjertetilfælde. Få dage senere blev han begravet på kirkegården Pére Lachaise i Paris. Som siden har været et valfartsted for hans fans.

De resterende tre medlemmer af Doors fortsatte en tid som trio. Men da succesen udeblev både kunstnerisk og kommercielt gik gruppen et par år senere i opløsning.

Til gengæld har Jim Morrisons sjæl overlevet hans fysiske død. Selv her mange år efter han gik bort, er han fortsat et idol for mange. Hans ånd lever videre som et symbol på oprør og transcendens.

Gruppens organist Ray Manzarek døde 20. maj 2013.

Seneste opdatering: December 2018

Del siden på: Facebooktwittermail