Man kan ikke tale om 1960erne eller i det hele taget om det 20. århundreds musik uden at nævne The Beatles. Intet musiknavn har blot tilnærmelsesvis betydet lige så meget for musikkens og verdens udvikling som denne gruppe.
Hvad, der gjorde gruppen til det fænomen, den blev, er svært at finde frem til. De var ikke verdens bedste musikere. Til gengæld havde The Beatles et par fremragende komponister, som forstod at skære en popsang som ingen andre. Desuden evnede gruppen at forny sig og være på forkant med musikkens og tidens udvikling. Men først og fremmest leverede de den musik, verden havde brug for, på det rette tidspunkt.
Begyndelsen til The Beatles
The Beatles bestod oprindeligt af:
- John Lennon (født 1940) – guitar
- Paul McCartney (født 1942) – guitar
- George Harrison (født 1943) – guitar
- Stuart Sutcliffe (født 1940) – bas
- Pete Best (født 1941) – trommer
De kom alle fra Liverpool. Denne engelske by besad Europas måske mest centrale havn, når det drejede sig om kontakten til USA. Derved kom gruppens medlemmer i kontakt med en masse af 1950ernes amerikanske rhythm & blues musik, som ellers ikke kom til den menige europæers kendskab.
I 1960 rejste gruppen til Tyskland, hvor de i en lang periode optrådte i Hamburg. I Tyskland forlod Stu Sutcliffe gruppen, hvorefter Paul McCartney overtog basguitaren.
Året efter – i 1961 – vendte Beatles tilbage til Liverpool, hvor gruppens medlemmer kom i kontakt med Brian Epstein, der blev gruppens manager. Epstein skaffede Beatles en pladekontrakt med EMI. Fast pladeproducer for gruppen blev George Martin. På hans initiativ blev trommeslageren Pete Best udskiftet med Ringo Starr (født 1940).
I efteråret 1962 udsendte The Beatles deres første single ‘Love Me Do’. Nummeret snuste til den engelske top 20 uden dog at vække den store opsigt.
Stor opsigt vakte til gengæld efterfølgeren ‘Please, Please Me’ som udkom året efter. Sammen med de efterfølgende singler ‘Please Mr. Postman’, ‘She Loves You’ og ‘I want To Hold Your Hand’ fremkaldte den et kæmpe hysteri bland samtidens unge.
Højdepunktet
Førhen havde ungdommens musikidoler primært været solister, som sang andres kompositioner. Men her var en flok unge mænd, der ikke alene selv kunne spille på deres instrumenter, men også selv kunne skrive tekst og musik. Foruden det rent musikalske indspillede de desuden i 1964 og 1965 filmene ‘A Hard Day’s Night’ og ‘Help’.
Fra England spredte Beatles-feberen sig ud over resten af Europa og den øvrige vestlige verden. Allerede da gruppen i 1965 rejste til USA på turne, blev de der anset som værende et af verdens underværker. De fem højest placerede singler på den amerikanske hitliste var på dette tidspunkt alle med The Beatles.
Det store massehysteri navnlig omkring gruppens koncerter havde den konsekvens, at gruppen fra midten af 1960erne valgte at holde op med at optræde på en scene for et stort publikum. Beatles fortsatte imidlertid med at indspille plader. Med LP’er som ‘Rubber Soul’ fra 1965, ‘Revolver’ fra 1966 og ‘Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ fra 1967 satte de fire Liverpooldrenge endda nye standarter for, hvad der var ladsiggørlig på det musikalske område.
Afslutningen
Beatles fortsatte med at indspille fremragende grammofonplader. Men de fire beatler udviklede sig hver for sig i forskellige retninger. Derfor var det logisk, at gruppen ikke ville eksistere til evig tid. Og i 1970 kom meddelelsen om, at The Beatles var gået i opløsning.
Bruddet skabte sorg blandt fans over alt på Jorden. Helt forbi var det imidlertid ikke. John, Paul, George og Ringo fortsatte med at indspille plader hver for sig. Specielt John Lennon og Paul McCartney skabte i 1970erne nogle fremragende værker.
Mange blev dog ved med at håbe på, at gruppen en dag ville blive gendannet. Denne drøm brast imidlertid, da en sindsforvirret fan i december 1980 skød og dræbte John Lennon. Siden er George Harrison også draget til de evige musikmarker, det sket 29. november 2001, da han tabte kampen til kræft.
Seneste opdatering: Juli 2021
Del siden på:

