Pigtrådsmusik

Ungdommens guitarbaserede popmusik i begyndelsen af 1960erne blev enten betegnet som rock’n’roll eller slet og ret som rock. Men var det danske kunstnere, der udøvede den, blev den som oftest kaldt for pigtrådsmusik.

Pigtrådsmusikkens æra

Oprindelig var pigtråd et skældsudtryk. De ældre generationer syntes, at de unges musik var noget flænsende, smertefremkaldende støj, og sagde den lød som pigtråd. Men ungdommen tog brodden af kritikken ved at tage navnet til sig.

Selvom de tidlige pigtrådsmusikere ikke var de store instrumentalister, var det ellers ikke den larmende form for musik, grupperne i de første år af 1960erne spillede. Idoler for de fleste var engelske Cliff & the Shadows.

CliftersDerfor var det den bløde guitarpop udøverne forsøgte at fremføre. En af de populæreste danske grupper havde endda taget navn efter forbillederne og kald sig for the Clifters.

De tidlige pigtrådsgrupper var ligeledes nydeligt klædt. Som regel var de iført jakkesæt, hvid skjorte og slips. Det mandlige publikum var iklædt en lignende uniform, kvinderne var iført kjole. Ikke noget med cowboybukser og læderjakke.

Gruppernes repertoire bestod primært af coverversioner af udenlandske kunstneres numre. Sangsproget var – et ikke altid korrekt – engelsk, dansk var endnu ikke fint nok.

Fra slutningen af 1963 skete der et musikalsk skifte i pigtrådsmusikken. Beatles havde fået deres store gennembrud, og var nu forbillederne musikerne forsøgte at efterligne.

I 1964-65 skete der endnu en forandring indenfor pigtrådsmusikken. Rolling Stones var blevet kendte med en lyd, der var mere rå end Beatles’. Derfor deltes pigtrådsgrupperne af medierne op, i dem der var påvirket af Beatles, og dem der var influeret af Rolling Stones.

Grænsen mellem de to grupperinger var imidlertid kunstig. De fleste orkestre spillede coverversioner af de samme amerikanske rhythm’n’blues plader. Blandt de populæreste var numre som: Farmer John, Cadillac og Mashed Potatoes.

Hit House

Live musikken havde det godt i pigtrådsårene. Over hele landet blev der iværksat pigtrådsballer. Desuden blev der afholdt en lang række konkurrencer som for eksempel ‘DM i pigtråd’ og ‘Danmarks Beatles’.

Hit HouseI Storkøbenhavn bar spillestederne navne som Place Pigalle, Valhalla og Karrusellen. Pigtrådsmekkaet var imidlertid Hit House på Frederiksberg Alle. Det åbnede 1. september 1964 i det tidligere Aveny Teater. Entre prisen var 3 kr.

Spillestedet var indrettet på den måde, at der foran scenen var åbent gulv til dans. Længere tilbage i salen var der stole. Udenfor i foyeren kunne der købes sodavand. Alkoholiske drikke solgtes ikke. Blev publikum beruset, var det alene af musikken.

Ofte blev der afhold arrangementer med fra 10 til 20 optrædende grupper. Kun de bedst kendte af disse fik lov til at spille på eget anlæg. De øvrige måtte nøjes med det, spillestedet stillede til rådighed.

Et af de bands der spillede på eget anlæg var the Lions. Denne gruppe lavede endda en kendingsmelodi til pigtrådstemplet med ‘Hit House Shake’. Af andre navne der var meget populære i Hit House bør nævnes: Defenders, Hitmakers, Peter Belli samt Sir Henry & His Butlers.

Poleret pigtråd

Pigtrådsmusikken oplevede sit højdepunkt omkring 1966. Dette var imidlertid på samme tid indledningen til dens egen død.

DonkeysMusikerne var blevet dygtigere. Samtidigt begyndes der at synges på dansk. Peter Belli indspillede numre som ‘Helt igennem respektabel’ samt ‘Ulven Peter’ og Donkeys gjorde ligeså med ‘Ved landsbyens gadekær’.

Dermed nåede musikken ud til et langt bredere publikum, end det havde gjort hidtil. Men samtidigt forandrede den sig til at minde mere om familiepop (dansktop) end om ægte pigtrådsmusik.

Mange musikere følte, at musikscenen havde taget en forkert drejning. De forlod derfor pigtrådsgrupperne og begyndte i stedet at spille en musik, der var påvirket af udlandets psykodeliske strømninger. Men det var en form for musik, der ikke havde meget med pigtråd at gøre.

Den danske ungdoms musik blev herefter betegnet som beat. Dens centrale udøvere blev grupper som Steppeulvene og Savage Rose.

Seneste opdatering: December 2018

Del siden på: Facebooktwittermail
Del på: