• Muhammad Ali
• Dansk fodbold
• Fodbold VM
• Harald Nielsen
• Tidl. afstemninger

Forside | Verden | Danmark | Oprør | Sport | Musik



Sport - Fodbold VM  

Coupe Jules Rimet - VM statuetten af guld Indtil 1970 betegnedes verdensmesterskabet i fodbold officielt som Coupe Jules Rimet. I 1960erne blev det afholdt to gange. Det var i Chile i 1962 og i England i 1966. Fælles for disse slutrunder var det i øvrigt, at det endnu ikke var tilladt at udskifte spillere under kampene.

Forhistorien
Det første fodbold VM blev afholdt i Uruguay i 1930, hvor værtsnationen blev mester. Efterfølgende afholdtes det igen i 1934 og 1938. Fælles for 1930ernes verdensmesterskaber var det, at kun forholdsvis få nationer var tilmeldt turneringen, og at flere af de bedste slet ikke deltog.

På grund af Anden Verdenskrig lå turneringen stille i 1940erne. Den blev dog genoptaget i 1950, og slutrunden har siden været afholdt hvert fjerde år.

Fodbold VM i 1950 blev arrangeret af Brasilien. Det var den første turnering, hvor i britiske nationer deltog. Det var imidlertid Brasilien og Uruguay, der nåede finalen. Der overværede mere end 200.000 tilskuere, Uruguay besejre hjemmebanefavoritten med 2-1.

Vesttyskland score til 3-2 - VM finalen 1954 Under slutrunden i Schweiz 1954 introduceredes den turneringsform, der blev gældende til og med VM i 1970. 16 hold inddeltes i fire puljer, hvorfra de to bedste gik videre. Derefter afvikledes resten af slutrunden som en cupturnering. En overraskende vinder blev Vesttyskland, som i finalen besejrede den tids storhold fra Ungarn med 3-2.

Verdensmesterskabet i 1958 var det første, hvori fjernsynet for alvor bragte fodbolden ud til den helt store seerskare. Arrangør af slutrunden var Sverige. Det udnyttede Danmarks arvefjende til at kvalificere sig til finalen, hvor de dog måtte bøje sig med 2-5 til at forrygende brasiliansk hold.

Chile 1962
I 1962 blev fodbold VM afholdt i det langstrakte, sydamerikanske land Chile. Mesterskabet var ikke et af dem, man for alvor huskede siden hen.

Chile - Italien - VM 1962 Det, der gjorde størst indtryk, var faktisk det til tider brutale spil. Værst var det i en indledende puljekamp mellem værtsnationen og Italien. To spillere blev udvist, hvilket i virkeligheden var for få.

Chile vandt opgøret med 2-0 og kvalificerede sig til kvartfinalen. Til gengæld måtte holdet fra støvlelandet allerede rejse hjem efter de indledende runder.

Brasilien stillede op i Chile som regerende verdensmestre. Det gjorde de med et hold, som var næsten identisk med det, der havde vundet finalen fire år tidligere. Dermed var gennemsnitsalderen på 31 år.

En forholdsvis ung spiller havde brasilianerne dog på holdet. Det var den 23-årige Pele. Men allerede i grundspillets anden kamp forstrakte han en muskel og kom dermed ikke yderligere i kamp under denne slutrunde.

Alligevel lykkedes det Brasilien at kvalificere sig til semifinalen efter i kvartfinalen at have besejret England med 3-1. Modstanderen der var hjemmeholdet fra Chile, som i sin kvartfinale havde vundet med 2-1 over Sovjet. Efter et underholdende opgør blev Brasilien finaleklar via en sejr på 4-2.

VM finalen 1962 Den anden semifinale stod mellem to senere hen opløste nationer - nemlig Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Det opgør trak tjekkoslovakkerne sig sejrrigt ud af via en sejr på 3-1.

I finalen kom Tjekkoslovakiet foran med 1-0. Men Brasilien var det bedste hold, og sydamerikanerne endte med at vinde kampen med 3-1.

Bronze blev erobret af hjemmeholdet fra Chile via en sejr på 1-0 over Jugoslavien. Målet blev sat ind i matchens allersidste minut.

England 1966
Til slutrunden i 1966 havde det kommunistiske Nordkorea kvalificeret sig. Det gav et politisk problem, da man i vesten ikke anerkendte eksistensen af denne nation, og dermed ikke kunne spille dens nationalmelodi. Problemet blev løst ved, at kun før finalen blev de deltagende landes nationalmelodi fremført.

I begyndelsen var der ikke noget, der tydede på, at de små nordkoreanere ville volde problemer på banen. De åbnede med et nederlag på 0-3 mod Sovjet.

Men i den anden kamp fik holdet 1-1 mod Chile. Den nordkoreanske udligning faldt først i det 88. minut.

Dermed kunne Nordkorea kvalificere sig til kvartfinalen, hvis holdet i den sidste gruppespilsmatch kunne besejre Italien. Det var der imidlertid ikke nogen, der forestillede sig som værende muligt.

Men i 1960erne spillede italienerne efter Catenaccio-systemet. Det var en meget defensiv opstilling, hvor en ekstra spiller blev placeret bag et fire-mands forsvar. Dette gjorde, at det var meget svært at score mod Italien. Til gengæld betød det også, at italienerne havde svært ved putte bolden ind i målet i den anden ende af banen.

Nordkorea - Italien: 1-0 - VM 1966 Da Nordkorea i det 41. minut overraskede ved at komme foran med 1-0, fik italienerne derfor problemer. De kunne ikke omstille sig fra forsvar til angreb.

Selvom italienerne var fysiske overlegende, og i den resterende del af kampen havde det meste af spillet, kunne de ikke score mod de heroisk fightende asiatere. Opgøret endte 1-0. En af fodboldhistoriens største sensationer var en kendsgerning.

Italien var imidlertid ikke den eneste fodboldstormagt, som skuffede ved ikke af gå videre fra gruppespillet. Brasilien stillede med et team primært bestående af folk, som havde været med til at vinde de foregående to VM. Dermed bestod holdet mere af museumsklenodier end af fodboldspillere.

Resultatmæssigt begyndte det ellers udmærket. Bulgarien blev besejret med 2-0. Men modstanderen spillede efter en taktik, der lød på, spark efter Peles knæ i stedet for bolden. Konsekvensen blev, at Brasiliens største stjerne måtte stå over i den næste match. Denne resulterede i et nederlag på 1-3 til Ungarn.

Brasilien er sendt ud af VM 1966 Før den sidste gruppespilkamp blev der holdt storvask på det brasilianske hold. 9 spillere blev udskiftet i forhold fiaskokampen mod Ungarn. Alligevel tabte de regerende verdensmestre med 1-3 til Portugal, og de var dermed ude af VM 1966.

De afgørende kampe
I kvartfinalen fortsatte Nordkorea med at skabe ravage. I løbet af 22 minutter bragte de sig mod Portugal foran med 3-0. Portugiserne havde imidlertid en forrygende spiller ved navn Eusebio. Han scorede de næste fire kasser, og blev siden hen slutrundens topscorer med 9 mål. Opgøret endte med en sejr på 5-3 til Portugal.

I semifinalen skulle portugiserne møde værtsnationen fra England. Hjemmeholdet var først og fremmest nået hertil på en stærk defensiv. Hidtil var der ikke blevet scoret imod dem.

Inden halvfinalen afslutning kom der dog hul på bylden. Eusebio nettede på straffespark i slutningen af kampen. Men på det tidspunkt havde England allerede sendt to bolde i netmaskerne, og værterne vandt opgøret med 2-1.

I den anden semifinale mødtes Vesttyskland og Sovjet. Også denne match endte 2-1. Her til tyskerne. Det ene af målene blev i øvrigt sat ind af en ung Franz Beckenbauer.

Finalen blev spændende og dramatisk. Vesttyskland kom foran med 1-0. Men England kom tilbage og både udlignede og bragte sig i front med 2-1. I de sidste sekunder lykkedes det imidlertid tyskerne at sende bolden i mål til slutresultatet 2-2.

Dermed blev der 2 gange 15 minutters forlænget spilletid. Og dramatikken var ikke til ende endnu.

Englands mål til 3-2 - VM finalen 1966 I det 98 minut hamrede Geoff Hurst bolden på tyskernes overlægger, hvorefter den røg ned på målstregen og i spil igen. Efter en kort konversion med linjevogteren dømte dommeren mål. Billeder har imidlertid siden vist, at bolden aldrig var over målstregen.

3-2 målet knækkede tyskerne, og Geoff Hurst kunne i den forlængede spilletids sidste minut øge den engelske føring til slutresultatet 4-2. England var verdensmestre anno 1966.

Forinden havde Portugal besejret Sovjet med 2-1 i kampen om tredjeprisen.

Til Top





Chile 1962
Guld Brasilien
Sølv Tjekkoslovakiet
Bronze Chile



England 1966
Guld England
Sølv Vesttyskland
Bronze Portugal




eXTReMe Tracker